Del 3: Nabostriden¶
🤯 Skulle vi ikke gå efter bolden?¶
September 2024
Nogle dage efter vejmødet - hvor alle ellers var enige om, at vi skulle opføre os ordentligt overfor hinanden og lade advokaterne tage sig af uenighederne - modtog vi en mail fra Vejlaugets forperson, A.H.:
Kære Uli, Nastasja, Rikke og Flemming
[…]
Vi går naturligvis ud fra, at I overholder servitutten og at der foreligger godkendt byggetilladelse og evt. dispensationer for jeres helårsophold i det nyerhvervede fritidshus.
Med venlig hilsen
Alle naboerne i Horsbøl Vejlaug(Horsbølvej 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8 samt Skovvej 38, 40 og 44).
Endnu en slet skjult trussel.
»Vi vil hellere jage jer for porten, end at lave aftaler.«
Er Vejlauget - efter alle de store armbevægelser - allerede løbet tør for juridiske argumenter vedrørende søgrunden, og prøver nu at flytte fokus til vores bopæl?
Vi har boet i Buresø siden 2017 og ved, at det er aldeles atypisk at anmelde hinanden for helårsbrug af sommerhuse.
Faktisk er der enkelte naboer, som selv bruger deres sommerhuse under tvivlsomme juridiske forhold - hvilket gør mailens indhold endnu mere absurd.
Nogle dage senere spørger vi B.S. om mailens indhold. Hun fortæller, at Vejlauget - så vidt hun ved - aldrig tidligere har blandet sig i byggerisager eller påtalt helårsbrug af sommerhuse.
Vejlauget søger om aktindsigt i mine svigerforældres byggesag, dog er deres første ansøgning på dette tidspunkt allerede afvist.
Og da min kone og jeg har en dispensation for helårbenyttelse, falder også denne trussel til jorden.
Da støvet har lagt sig, sidder vi tilbage med følelsen af at have modtaget en løsepengefordring - hvor det ene gidsel er blevet skudt, inden kravet når frem, og det andet gidsel aldrig har fandtes.
Min svigermor udtaler: »Gad vide hvad deres plan er nu? Tror de stadig vi indgår nogen som helst aftaler, efter det her?«
😩 Arbejdsdag!¶
September 2024
På trods af vores skriftlige opfordring til at afvente afklaring ved domstolene, udfører Vejlauget en »arbejdsdag« - på vores ejendom.
Formålet er uklart, men det antages, at naboerne - efter rådgivning fra deres advokat - er blevet opfordret til at udføre tilpas meget havearbejde til, at de kan hævde, at »alt er som det plejer« (måske for at kunne påstå, at vi ikke har afbrudt deres hævd?).
Samtidig sørger de for ikke at ændre så meget, at vi ville finde det besværet værd at anmelde det som hærværk eller forstyrrelse af husfreden. Fældning af træer finder eksempelvis ikke sted.
💼 Den der skriver sidst har ret?¶
September 2024
Da Vejlauget tilsyneladende abonnerer på opfattelsen, at »den advokat der skriver sidst har ret«, beder vi vores egen advokat om at udarbejde en skrivelse direkte til Vejlauget.
Advokatbrevet vedhæftes en mail til Vejlaugets medlemmer.
Vi afslutter med endnu en opfordring til dialog frem for en retssag om hævd:
[…] Påtaleberettigede er nu som før velkommen til at kontakte os med henblik på indgåelse af særaftaler vedrørende vores ejendom.
Med venlig hilsen[Rikke, Flemming, Nastásja, Uli]
🪧 Skiltning¶
December 2024
Efter anbefaling fra en veninde - og foranlediget af Vejlaugets insisteren på at afholde arbejdsdage - opsætter vi nu skiltning for at imødegå eventuelle hævdspåstande.
Samtidig kræver vores forsikringsselskab, at vi opsætter et skilt med teksten »Færdsel på eget ansvar!«, da de ellers ikke vil forsikre ejendommen.
📦 Opbevaring af løsøre¶
December 2024
Vi opfordrer gentagne gange vores naboer til at indgå aftaler vedrørende opbevaring af både m.v. på vores ejendom (08-09-2024, 19-11-2024, 21-12-2024). Alligevel lader det til, at Vejlauget - efter rådgivning fra deres advokat? - bevidst undlader at reagere på anmodningerne.
I stedet for at indgå aftaler, vælger naboerne igen at svare med et brev fra deres advokat, hvori de truer med politianmeldelse, hvis vi rører deres ejendele.
For at være på den sikre side kontakter vi både vores advokat og Nordsjællands Politi. Det ender med, at de fleste naboer selv afhenter deres ting, mens enkelte får dem bragt til deres dør.
📪 Postkassen¶
December 2024
Postkassen, som tidligere var monteret på den pæl, der nu bruges til skiltning, bliver i løbet af december genstand for »nissedrillerier«: hver gang min svigerfar lægger den over i bunken med øvrigt løsøre til afhentning, bliver den kort efter flyttet tilbage til pælen.
Det står klart, at ingen naboer har reel interesse i at afhente postkassen til eget brug.
Efter tre måneder, med lige så mange skriftlige opfordringer til afhentning, mister min svigerfar tålmodigheden med dette kispus og maser postkassen flad, så den er nemmere at transportere til genbrug.
Dette bliver - angiveligt - meldt til politiet. Vi har dog i skrivende stund stadig ikke modtaget et erstatningskrav. Om dette skyldes politiets bagatelgrænser, eller det faktum at der er tale om vores egen mur- og nagelfaste ejendel, står hen i det uvisse.
📹 Videoovervågning¶
Januar 2025
Som tidligere nævnt gennemfører vores naboer en arbejdsdag på vores ejendom - på trods af vores udtrykkelige og gentagne skriftlige anmodninger om at afvente en domstolsafgørelse.
Derudover benytter de ulovligt Buresø via søgrunden - en praksis som I/S Mørdrupgård erkender kan få retslige konsekvenser for os som ejere af matriklen.
Af hensyn til dokumentation opsætter vi derfor videoovervågning på søgrunden, så vi kan registrere og bevise naboernes brug - og eventuelle misbrug - af denne.
Videoovervågningen skaber stor forargelse blandt naboerne, men vi må ærligt talt trække på smilebåndet.
Efter alt hvad der er foregået: forsøg på kontrol og gruppepres, modarbejdelse af byggetilladelser og helårsbeboelse, samt direkte usandheder på vejmødet - ja, så minder reaktionen mest af alt om en indbrudstyv, der brokker sig over, at overvågning gør hans forehavende besværligt.
🌱 Havearbejdet¶
Marts 2025
Da foråret melder sin ankomst, går min svigerfar og jeg i gang med at rydde ukrudt og fælde døde træer på vores grund. Vi fjerner samtidig rester fra tidligere »arbejdsdage«, hvor træer blot er efterladt i skovbunden.
Bevidst lader vi f.eks. æbletræet stå, som J.B. efter sigende engang plantede sammen med sin stedsøn.
Efter fjernelse af tjørnekrattet, der optog store dele af grunden, står en kirkegård af uskønt afskårne småtræer tilbage - et tydeligt tegn på, at »vedligeholdelsen« af grunden i årevis har været minimal. Det forstærker vores tvivl om, hvorvidt den omtalte plejeplan fra vejmødet nogensinde var andet end juridisk iscenesættelse i en konflikt med de tidligere ejere.
Det mest omhyggelige arbejde synes i øvrigt at være udført netop dér, hvor J.B. og naboen B.B. har udsigt til søen.
—
Da J.B. opdager vores arbejde, spørger han gentagne gange: »Hvad skal der være i stedet?!« - en reaktion vi ikke helt ved om skyldes frygt for beplantning der kunne begrænse hans udsigt?
Heldigvis dæmpes hans reaktion, og han får senere en længere samtale med min svigerfar, om blandt andet den japanske pileurt, der breder sig i området.
Naboen H.B. tilbyder endda en flaske vin som tak, fordi hendes hæk nu får lys og luft efter rydningen af tjørnekrattet. Min svigerfar afslår venligt - arbejdet er gjort af os selv, for os selv. Vi forbliver varsomme over for eventuelle bagtanker.
🎭 Træer, traditioner og trusler om erstatning¶
Marts 2025
Senere samme uge dukker A.H., hendes ægtemand J.H. samt kajakejeren J.N. og hans kone M.N. op, mens vi flishugger et fældet træ.
J.H. er tydeligt oprørt og taler om erstatning for de fældede træer - tilsyneladende med afsæt i egne erfaringer fra en tidligere nabostrid.
M.N. udtrykker sin skuffelse over, at vi »bryder 90 års traditioner«.
Vi forsøger - endnu engang - at holde tonen nøgtern.
Naboerne tager billeder, angiveligt til deres advokat.
Vi står tilbage og undrer os: Mente J.H. virkelig, at han eller Vejlauget har krav på erstatning for træer, vi har fjernet på vores egen grund?
Og M.N.s reference til »90 års fællesskab« virker som taget direkte ud af Vejlaugets advokats formuleringer - uden nogen indsigt i det faktiske historiske grundlag.
Fremmødet virker igen nøje planlagt og iscenesat, præcis som vi oplevede under vejlaugsmødet. Og ligesom dengang synes det stadig, at gruppepres, store armbevægelser og en smule juridisk sabelraslen er de eneste kort, Vejlaugets medlemmer har at spille med.
🔍 Arbejdsdag?¶
April 2025
Gamle vaner er svære at slippe. I vores fravær bliver en enkelt busk på søgrunden beskåret, forud for Vejlaugets annoncerede arbejdsdag.
Til gengæld virker den officielle arbejdsdag endnu mere minimalistisk end året før.
Måske har videoovervågningen haft den ønskede effekt?
Måske er der ganske enkelt ikke mere at tage sig til efter vores oprydning?
Måske respekterer man vores ønske om selv at administrere og vedligeholde vores ejendom?
🤯 »… sagde de lige det?«¶
Juni 2025
Mine svigerforældre nyder en stille sommeraften med kaffe på terrassen.
Genboen P.O. - som selv har udtalt at »vi opfører os ordentligt over for hinanden« under vejlaugsmødet - har børn og børnebørn på besøg.
Et barnebarn går fornøjet rundt på grusvejen mellem ejendommene og nærmer sig vores indkørsel.
Pludselig høres det fra de voksnes rækker:
»Kom lige væk fra de der pædofile«.
Mine svigerforældre kigger vantro på hinanden.
Vi håber, at bunden nu er nået - men hvem ved?
🫗 Småchikanerne fortsætter¶
September 2025
J.B.s barnebarn har tilsyneladende taget stafetten videre. Under et besøg ved søen finder den unge mand anledning til at pleje min svigerfars båd på sin helt egen måde: ved at hælde væske ned i den.
Vi må håbe, der blot var tale om vand.
Hændelsen illustrerer endnu engang, hvorfor der er behov for overvågning på stedet, og sætter samtidig naboernes tilbagevendende forargelse over netop dette i perspektiv.