Del 1: Velkomsten¶
Onsdag den 1. maj 2024 flyttede min kone, vores tre børn, mine svigerforældre og jeg ind i et sommerhus beliggende på Horsbølvej 1, Buresø, 3550 Slangerup.
Vi havde de foregående otte år boet på henholdsvis Buresti og Skovringen. Min kone og jeg pendlede dagligt gennem skoven, når børnene skulle passes hos mormor og morfar. Da de en dag foreslog, at vi skulle slå pjalterne sammen og købe et hus til os alle, var vi hurtigt enige om, at både børnene og vi ville få stor glæde af det.
Horsbølvej 1 består af to matrikler: en matrikel i tredje række til Buresø, hvor sommerhuset ligger, og en matrikel i første række til Buresø.
Ti andre husstande har en færdsels- og opholdsret på matriklen i første række - »ophold under badning i søen, og ophold ved søen i øvrigt« som det fremgår af tinglysningen.
✋ »I kan ikke få en båd her«¶
Maj 2024
Efter at have læsset de første flyttekasser af, gik vi alle ned til vandet og nød udsigten. Vi fik hurtigt selskab af J.B., som sammen med sin kone har boet i anden række til søen siden 1989 - med et strejf af søudsigt »hen over« det, der nu er vores søgrund.
I den korte samtale, der fulgte, forklarede J.B., at vi ikke kunne få lov til at have en båd, da der allerede var en såkaldt »fællesbåd«, som han ejer, samt en kajak ejet af naboen J.N.
J.B. tilføjede, at Buresøs ejere, Mørdrupgård, i 1997 ville have »fuld pris« for de såkaldte bredejerrettigheder - og afsluttede med et smil: »men sådan blev det ikke.«
Vi udvekslede rådvilde blikke, nikkede og smilte lidt anspændt, uden helt at forstå, hvad vi lige havde fået at vide.
De såkaldte »bredejerrettigheder« - dvs. retten til at have båd og i det hele taget bruge Buresø via vores søgrund - er udelukkende tinglyst på vores sommerhus. Ikke på de øvrige huse i anden og tredje række.
På dette tidspunkt havde vi haft nøglerne til huset i cirka to timer.
📢 Fællesgrund, fællesgrund, fællesgrund…¶
Maj 2024
De følgende dage gik hurtigt med ud- og indflytning for fire voksne, tre småbørn og en kat.
Vi fik lidt efter lidt hilst på alle husstande, som har færdselsret på vores søgrund - »fællesgrunden«, som vi fik at vide senest tre minutter inde i hver samtale.
Alle »velkommen til nabolaget«-samtaler drejede efter få sætninger ind på vores søgrund - et emne, der åbenbart ligger mange på sinde.
😠 »I bliver ikke populære heromkring hvis I mener det er jeres grund«¶
Maj 2024
I den efterfølgende weekend fik vi besøg af A.H., som ejer et af sommerhusene med tinglyst færdselsret på vores søgrund.
Hun forklarede, at der havde »været lidt ballade« med de tidligere ejere og sagde: »I bliver ikke populære heromkring, hvis I mener, det er jeres grund.«
Vi udveksler (igen) rådvilde blikke, nikker og smiler (igen) lidt anspændt. Indbyrdes diskuterede vi, om vi virkelig lige var blevet truet med fakler og høtyve for at påpege, at det faktisk er vores navne, der står på tinglysningen - og at det i øvrigt også kun er os, der betaler grundskyld og forsikring.
På dette tidspunkt havde vi haft nøglerne i cirka tre dage.
Få dage senere tilbød A.H. at »komme forbi og forklare, hvordan det hele hænger sammen«. Men da den første kontakt bestod i en halvtrussel, var det svært at tro, at der lå venlige hensigter bag.
🫵 »Hedder din mand Thomas?!«¶
Juni 2024
Min kone kommer hjem fra indkøb. I bilen sidder vores toårige datter og sover. Min kone når knap nok at stige ud af bilen, da en synligt oprevet J.B. går op i hendes ansigt.
J.B.: »Hedder din mand Thomas?!«
N.W.: »Ssshhhh, min datter sover i bilen. Min mand hedder Uli, det ved du også godt.«
J.B. fortsætter ufortrødent, i samme tonefald:
J.B.: »Nå, men hvem er ham Thomas så, der er på fællesgrunden og siger, han er din mand?!«
N.W.: »Jeg tror, du har hørt forkert - det er formentlig min fars ven, Thomas, der står dernede?«
J.B.: »Nej, han siger, han har fået lov til at være der af en ved navn ›Thomas‹!«
N.W.: »Manden hedder Thomas. Han er vores ven. Alt er i orden.«
J.B.: »Vi skal ikke have skumle typer til at færdes på fællesgrunden - det skal vi snakke om til vejmødet!«
Det viste sig, at en af min svigerfars venner havde været på besøg og prøvet et nyt blink på sin fiskestang. J.B. var åbenbart meget fortørnet over, at “fremmede” fik lov til at bruge grunden uden, at det var meldt ud til et “vejmøde”.
Hændelsen virkede absurd. Min kone blev mødt med skældud, fordi vores ven stod på vores egen ejendom?
Og hvorfor skulle vores ejendom overhovedet diskuteres på et vejmøde?
Det blev mere og mere tydeligt, at nogle af søgrundens brugere opfattede sig selv som dets ejere.
🛡️ Solskinsvejr, børnefødselsdag, og gode råd om hævd¶
Juli 2024
Sommeren 2024 bød på godt vejr.
A.H. - som tidligere havde »advaret« os mod at føle ejerskab for vores søgrund - hendes mand, deres venner og familie, samt naboen B.S. og kajakejeren J.N., brugte flittigt søen via vores grund.
I løbet af sommeren holdt vi fødselsdag for vores ældste søn med børn og voksne som gæster.
Under den obligatoriske rundtur på den nyerhvervede ejendom fortalte vi vennerne om den dikterende adfærd, visse naboer udviste i forhold til vores søgrund.
En af gæsterne - en advokat - forklarede, at det var vigtigt at opsætte f.eks. et skilt for at modvirke krav om hævd, da vores beskrivelse tydede på, at det kunne blive relevant.
Jeg havde på det tidspunkt aldrig hørt begrebet før, trods snart 40 år i Danmark. Jeg er blevet klogere siden.